Fællesskab og forventninger til skolehjemsamarbejde

Fælleskab og trivsel

Trivsel er en forudsætning for at vi lykkes med vores værdier fællesskab, faglig udvikling, dannelse og ansvarlighed. Derfor har vi på skolen et stort fokus på, at alle vores elever skal trives fagligt og socialt med de rammer vi kan tilbyde.

Det daglige trivselsarbejde varetages af klasselærere og pædagogerne omkring klassen. De kender fællesskabet og eleverne rigtig godt, og kan derfor arbejde kvalificeret med trivsel i hverdagen. Som udgangspunkt for dette arbejde laver klasserne løbende trivselsundersøgelser med det digitale og interaktive værktøj Bloomsigts, der kan hjælpe os med et billede på den aktuelle trivsel i klassen, men også være grundlag for hvilke udviklingsområder vi kan skal sætte fokus på i klasserne.

Et fælles ansvar – din rolle som forælder

Det gode klassefællesskab er også afhængigt af forældrenes ansvar såvel som skolens. Der er altid en åben ærlig dialog mellem forældre, skole og fritidstilbud.

Forældre skal tage kontakt til lærere og pædagoger ved tvivl og bekymringer. Voksne ser og hører ikke alt. Det er nok med en kortfattet besked, med et ønske om en samtale eller en opringning. Det er også en naturlig del af skolens kultur, at forældre kan henvende sig til hinanden, hvis børn har uenigheder eller konflikter, de skal have hjælp til.

Det er vigtigt, at forældregruppens samarbejder om børnefællesskabet ved fx at støtte op om legegrupper, sociale arrangementer og laver gode aftaler for fødselsdage i klassen. Forældre støtter egne børn i at lave legeaftaler på kryds og tværs i klassen. Vi opfordrer til, at forældre involverer sig i deres barns digitale liv og stiller spørgsmål til platforme, hvem de kommunikeres med, og hvordan de holder en god tone.

  • Støt op om skolens værdier. 
  • Følg med i ugeplaner, og støt den faglige udvikling og klassens fællesskab.
  • Giv plads til forskellighed og tal positivt om kammerater, deres forældre og om de voksne i skolen.
  • Prioriter socialt samvær i klassen.
  • Vær rollemodel – både i tale og handling.
  • Mød hinanden med nysgerrighed og åbenhed for perspektiver – der findes altid mere end én sandhed.

Faglig udvikling 

Vi har et fokus på at tilbyde alle elever rammer så de kan blive så dygtige som muligt. Vi har derfor også øje for både de elever, der har brug for et løft og de elever der har brug for at blive udfordret. Med fokus på undervisningsdifferentiering, løbende faglige tests, kan vi sikre den rette indsats for alle elever på skolen.

Forbyggende indsatser for fællesskabet

På Birkerød Privatskole, samarbejder vi med  Skolestyrken, der er et trivselsprogram, som inkluderer hele skolen i det vigtige arbejde med at skabe trivsel, samt forebygge og håndtere mobning ved hjælp af gode håndgribelige værktøjer.  Læs også vores antimobbestrategi, der tager udgangspunkt i en handlingsplan fra Dansk Center for Undervisningsmiljø. 

Vores indskolingsklasserne får derudover løbende besøg af en fra vores team af pædagoger med kompetencer inden for adfærd, kontakt og trivsel (AKT), som sammen med klasselæreren underviser eleverne i Fri for Mobberi, som Mary Fonden og Red Barnet står bag. Derudover har vi flere andre trivselsfremmende tiltag, hvor vi her kan nævne vores mange traditioner samt venskabsklasser, lejrskoler, legepatrulje, trivselsgårdvagter, stillerum i frikvarteret, klasseregler, legegrupper, en fælles trivselsdag på tværs af hele skolen.

Særlige indsatser

På Birkerød Privatskole tilbyder faglige indsatser til de elever, der har brug for et løft i dansk eller matematik. Vores team af matematik- og læsevejledere samarbejder med klassens lærere og ledelsen om at tilrettelægge forløb med værksteder og flere lærere. Til vores ordblinde elever tilrettelægger vi den rette indsats efter behov, samt laver kurser for dem i læse- skrivestøtte.

Vi samarbejder med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), når vi skal vurdere, om der er behov for, at der ydes særlig støtte. Forud for støtte, er der en grundig og løbende dialog mellem skolen og hjemmet, og flere tiltag skal være prøvet af. Det er PPR, der i sidste ende bevilliger støtte. Når der er bevilget støtte til en elev, tilrettelægges denne i form af flere voksne i timerne, så det gavner eleven i fællesskab med klassen. 

Ud over samarbejdet med PPR, har vi et godt samarbejde med familierådgivningen, og vi er en del af Skole Socialforvaltning og Politi (SSP) i Rudersdal kommune.