Skolens historie

Birkerød Privatskole har en lang og stolt historie med rødder tilbage til 1920. Dengang blev skolen grundlagt af en gruppe engagerede forældre under navnet Birkerød private Forberedelsesskole. Formålet var at forberede eleverne til mellemskolen i løbet af de første fem skoleår – og allerede fra begyndelsen var det tætte samarbejde mellem skole og hjem en vigtig del af skolens DNA.

I starten holdt skolen til i lejede lokaler, men i 1925 stod skolens første egne bygning klar. Med ændringen af skoleloven i 1958 blev skolens navn til det, vi kender i dag – Birkerød Privatskole – og i takt med tiden har skolen udviklet sig både i størrelse og indhold.

Skolen er i dag en tosporet skole med plads til 22 elever i hver klasse.

Gennem årene er der bygget til og moderniseret i flere omgange:

  • I 1966 blev den nuværende indskolingsfløj opført.
  • I 1976 kom et stort musiklokale og flere klasselokaler til.
  • I 1985 blev bygningen på Kildedalsvej indviet, som i dag rummer SFO, skolekøkken og har direkte adgang til gymnastiksalen.
  • I 2004 blev der bygget en ny 1. sal med faciliteter til skolens ældste elever, og fysik- og naturfagslokalerne blev moderniseret.
  • I 2018 blev gymnastiksalen renoveret, og et nyt billedkunstlokale indrettet.

Trods den fysiske udvikling har skolens værdier været de samme gennem alle årene: En skole, hvor det tætte fællesskab og nærværende undervisning er i centrum. Her kender vi hinanden – og her bliver alle set.

Skolen ledes i dag af en skoleleder i samarbejde med en forældrevalgt bestyrelse, og det tætte samarbejde med forældrene er fortsat en vigtig del af vores kultur. Det betyder korte beslutningsveje og en skole, der løbende udvikler sig i takt med børnenes og samfundets behov – uden at give slip på sine traditioner og værdier.