Vores vision og værdigrundlag

Det står vi for

På Birkerød Privatskole arbejder vi hver dag for at skabe et trygt og udviklende skoleliv for børnene. Vi lægger vægt på fællesskab, faglig udvikling, dannelse og ansvarlighed – og vi gør os umage med at møde hvert barn med blik for både det, det kan, og det, det er på vej til at lære.

Vi ønsker, at vores elever skal:

  • føle sig trygge og værdsatte
  • udvikle selvstændighed og ansvarlighed
  • bevare deres nysgerrighed og lyst til at lære
  • opnå et stærkt fagligt fundament og et sundt selvværd

Vi gør dette ved at:

  • have tid til det enkelte barn og dets udvikling
  • styrke samarbejdet med hjemmet gennem tydelig og løbende kommunikation
  • skabe en hverdag, hvor fordybelse, faglighed og variation går hånd i hånd
  • opfordre eleverne til at gøre sig umage og tage ansvar for deres læring
  • følge elevens udvikling gennem hele skoleforløbet

Vi ser børnene som hele mennesker – og vores mål er at give dem det bedste udgangspunkt for deres videre skoleliv og personlige udvikling.

Værdigrundlag

Fællesskab

  • Dig selv: Uden dig, intet fællesskab. Du bidrager ved at deltage aktivt, tage ansvar og møde fællesskabet med åbenhed og respekt.
  • Dine relationer: Vi styrker fællesskabet ved at tage hensyn til forskelligheder og støtte hinanden. Vi værner om skolen, dens traditioner og dét der binder os sammen.
  • Omverden: Vores fællesskab rækker udad. Gennem samarbejde og engagement i vores nærmiljø viser vi ansvar og styrker sammenhængskraften.

 

Faglig udvikling

  • Dig selv: Faglig udvikling handler om at gøre sig umage, være modig og turde tage chancer. Ved at være nysgerrig og vedholdende skaber du de bedste forudsætninger for din egen læring.
  • Dine relationer: Faglig udvikling trives i et miljø, hvor vi deler viden og giver plads til forskellighed. Vi skaber trygge læringsfællesskaber ved at støtte hinanden, og vi forventer at alle gør deres bedste.
  • Omverden: En vigtig del af faglig udvikling er at kunne udforske verden, stille spørgsmål og omsætte vores viden til handling, der kan gøre en forskel i samfundet.

 

Dannelse

  • Dig selv: Dannelse handler om at udvikle – Det hele menneske. Det kræver refleksion, selvindsigt og viljen til at tage ansvar for egne valg og handlinger.
  • Dine relationer: Dannelse er fundamentet for gode fællesskaber. Dannelse kommer til udtryk, når vi møder hinanden med ordentlighed, åbenhed og nysgerrighed. Vi tror på, at vi kan lære af hinandens perspektiver.
  • Omverden: Gennem forståelse og åbenhed for kultur og samfund, bliver vi bevidste om vores rolle i verden. Demokratisk dannelse ruster os til at tage stilling og deltage aktivt i samfundet omkring os.

 

Ansvarlighed

  • Dig selv: Ansvarlighed handler om at tage ansvar for egne handlinger og valg. Du gør dit bedste og bidrager positivt til fællesskabet.
  • Dine relationer: Vi indgår i forpligtende fællesskaber, hvor vi tager ansvar for hinanden og bidrager aktivt. Et godt skole-hjem-samarbejde bygger på gensidig tillid og ansvarlighed, hvor skole og forældre sammen skaber de bedste rammer for trivsel og læring.
  • Omverden: Ansvarlighed rækker ud over skolen. Vi handler med omtanke og tager ansvar for vores omgivelser.